Vil sagsøge pillefirma
Mand fra Djursland vil sagsøge et af verdens største medicinalfirmaer. Han siger, at han blev afhængig af lykkepiller.
Asger Lauridsen fra Vivild på Djursland er en af de fem danskere, der nu vil tage kampen op med medicinalgiganten GlaxoSmithKline.
Han var i halvandet år slave af lykkepillen Seroxat, der gav ham så mange abstinenser, at han mener, det kostede ham ægteskabet. På trods af, at medicinalfirmaet afviser, at pillen er afhængighedsskabende.
- Da jeg begyndte at trappe ned fik jeg angstanfald og kunne ikke koncentrere mig om noget. Jeg var så afhængig, at det var utroligt svært at slippe den daglige pille, siger Asger Lauridsen.
Derfor vil han nu gå med i et sagsanlæg, fire andre danskere forbereder mod firmaet bag Seroxat, GlaxoSmithKline. De er vrede over, at de ikke blev advaret om, at pillen skaber afhængighed.
"Det er helt uanstændigt, at de ikke oplyser om 'mirakelpillens' grimme bagside. Hvis det står til mig, skal de ikke slippe afsted med det," siger Asger Lauridsen.
I dag er Asger Lauridsen fri for pillen. I stedet har han i en periode brugt forskellige former for naturmedicin. Han ønsker nu, at han aldrig havde fået pillen.
- Jeg fik pillen for en depression i sin tid. Nu er jeg overbevist om, at jeg ville have haft meget bedre af noget psykologbehandling i stedet for medicin, siger Asger Lauridsen.