Vil have bilerne ud af Randers Midtby
De brostensbelagte gader i den indre by skal kun bruges af fodgængere og cyklister, mener embedsmænd i Randers Kommune.
Det skal være slut med biler i Randers Midtby.
Forvaltningen for miljø og teknik i Randers Kommune har foreslået, at Storegade/Middelgade og den såkaldte Sløjfe bliver bilfrie. Det skriver Randers Amtsavis.
Sløjfen består af gaderne Slotsgade, Rådhusstræde, Torvegade og Sct. Mortens Gade.
Derudover foreslår forvaltningen også, at Østervold skal være forbeholdt cyklister og gående.
Lukningen af det berørte gadesystem betyder, at antallet af korttidsparkeringspladser reduceres, og at parkeringen i det hele taget skal længere væk fra midtbyen.
Forslaget skal nu behandles i det politiske fagudvalg og derfra videre til økonomiudvalget, før det lander på byrådets bord, hvor politikerne så skal tage endelig stilling til forslaget.