Vil du være brandmand?
Svært at skaffe brandmænd på deltid
Det kniber flere og flere steder med at få nye brandfolk, der også har mulighed for at møde i dagtimerne.
I øjeblikket søger de fleste brandvæsner i Østjylland derfor både kvinder og mænd til opgaven.
Og man behøver ikke at være supermand for at blive deltidsansat brandmand.
- I øjeblikket mangler vi folk til at møde i dagtimerne, så derfor fokuserer vi på at få folk, der har mulighed for at forlade sin arbejdsplads, når alarmen lyder, siger beredskabschef Leif Bang ved Brand og Redning Djursland i en pressemeddelelse.
Sværere at skaffe folk
Ifølge Leif Bang har mange arbejdsgivere forståelse for, at det for deltidsansatte brandmænd kan være nødvendigt at forlade deres almindelige arbejde.
Alligevel er det svært at finde folk, der kan forlade deres arbejdsplads i dagtimerne for at rykke med med hjelm og sprøjte.
- At finde folk, der kan slukke brande i dagtimerne, ser desværre ud til at blive sværere og sværere. Arbejdsløsheden spøger mange steder, og folk er nødt til at finde arbejde længere væk fra deres bopæl. Det gør desværre vores rekrutteringsgrundlag mindre, siger han.
For at blive brandmand skal man hurtigt kunne møde på brandstationen. Man skal kunne være på stationen senest fire-fem minutter efter, at alarmen har lydt.