Vil ændre fartgrænsen
Radikale Venstre vil have differentieret hastighedsgrænse på landevejene
Det skal være muligt at køre 90 km/t på visse strækninger på de danske landeveje. I hvert fald hvis man spørger Radikale Venstres transportordfører, Andreas Steenberg, fra Aarhus.
Han henviser til undersøgelser fra Vejdirektoratet, der viser, at både sikkerheden og mobiliteten øges, når hastigheden matcher forholdene.
- Sjovt nok har de her forsøg vist, at dem, der kører rigtig meget for stærkt - langt over 100 km/t - kommer man til livs ved hjælp af differentieret hastighed, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vi skal også køre langsommere
Det er dog ikke på alle landevejsstrækninger, at RV vil sætte hastighedsgrænsen op.
Visse steder, mener han, det er relevant at sætte grænsen ned til f.eks. 70 km/t.
- Nogle af de steder, hvor der bor folk, skal man netop sætte den ned til 70-80 km/t. Der, hvor der bare er lange lige strækninger, skal den op til 90. Ligesom vi kender det på motorvejene, hvor det alt efter forholdene kan veksle mellem 110 og 130, siger Andreas Steenberg.
Forslaget bakkes op af Venstre, der har det præcis det samme med i partiets endnu ikke offentliggjorte landdistriktsudspil.
I videoen ovenfor kan du se hele interviewet med Andreas Steenberg.