Vikingeskjold på vej til Århus
For første gang er et helt skjold fra Vikingtiden blevet fundet i Danmark. Skjoldet skal nu konserveres i Århus.
Fundet blev gjort i forbindelse med udgravningen på vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse,
Her undersøger arkæologer blandt andet, om vikingerne rent faktisk kunne sejle helt op til Trelleborg.
Træskjoldet er et enestående fund, da de skjolde, man hidtil har kendt og lavet kopier af, er alle fra Norge, hvor de blev fundet i en vikingegrav med et helt vikingeskib i. Det skriver Sjællandske.
- Skjoldet har ligget i en fugtig rende, og det er årsagen til, at det er så velbevaret, siger arkæolog Kirsten Christensen fra Sydvestsjællands Museum, der er med i udgravningen sammen med arkæologer fra Moesgaard ved Århus.
Skjoldet ankommer i dag til Århus, hvor det skal konserveres. Men ifølge arkæolog Kirsten Andersen er det meningen, at det efterfølgende skal udstilles på Trelleborg.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om vikingeskjoldet i aftenens udsendelse.
Se med fra klokken 19.30.