Vidner til overfald efterlyses

Politiet efterlyser vidner til et overfald på en 20-årig kvinde lørdag morgen.

Den unge kvinde var lørdag morgen ude med aviser. Da den 20-årige kl. 04.10 kommer ud fra opgangen Montanagade 58 på Frederiksbjerg i Århus C, bliver hun overfaldet af to unge mænd.

Kvinden har til politiet oplyst, at de to mænd tog hårdt fat i hende og trak hende hen mod Skt. Paulsgade. Heldigvis lykkedes det hende at vride sig fri på hjørnet af Montanagade/Skt. Paulsgade og løbe væk, men politiet ser alvorligt på sagen og vil gerne tale med eventuelle vidner.

- Vi har indtil videre ikke spor i sagen og derfor vil vi gerne tale med folk der har set eller hørt noget. Da området er forholdsvis åbent, kan det være en mulighed, fortæller politikommissær Aksel Mølsted fra Østjyllands Politi til TV2 | ØSTJYLLAND.

Den 20-årige kvinde var iført en lysegrøn jakke og har over for politiet beskrevet gerningsmændene som danskere. De var begge 18-20 år gamle, omkring 175 cm høje og iført mørkt tøj.