VIDEO: Gjorde vi oprør i 2018?
NYTÅRSKAVALKADE DEL 4: Mange kæmpede og protesterede for at gøre Østjylland til et bedre sted i 2018
Ja til klubhus på stranden
Efter syv års tovtrækkeri fik vinterbaderne i Søvind endelig det offentliges tilladelse til at have deres klubhus stående på stranden.
Læs også
Det drejer sig om en lille beboelsesvogn, som de fjerner om sommeren, men det har krævet en lang og sej kamp med det, som flere medlemmer har opfattet som bureaukratiet, for sagen er gået fra den ene til den anden instans inden for det offentlige. Men kampen lykkedes.
Splittelse blandt borgerne
Mange andre tog sig også sammen og kæmpede for det, de syntes kunne gøre verden og Østjylland bedre.
Lige fra dem, der klagede over naboens sortglaserede teglsten, og fik ret i Højesteret, over gruppen i Silkeborg der kæmpede mod en ny vej igennem Nordskoven, en kamp de tabte, til de mange forældre og børn, der kæmpede mod lukning af deres skole i Norddjurs Kommune.
Læs også
Den sidste kamp var streng. Kæmpeunderskuddet i Norddjurs Kommune krævede besparelser, der affødte borgermøder, demonstrationer og endeløse diskussioner.
Politikerne blev usikre på deres egne beslutninger, og borgerne følte, de var med i et spil, der splittede dem. Taberne af den lange kamp blev forældre og børn fra Mølleskolen ved Grenaa, der nu må acceptere, at deres skole lukker.
Nej tak til solsofaer
Blandt dem, der stadig kæmper for deres sag i Østjylland, er protestgruppen Folkets Bjerg, der ikke bryder sig om planerne om et besøgscenter på toppen af Himmelbjerget.
Læs også
- Vi er bare lodret uenige i, at det er nødvendigt med et kæmpe informationscenter, topterrasser, og solsofaer. Det kan man gøre på en langt skønnere og mere æstetisk, diskret og respektfuld måde.
Vi kommer med et andet forslag, lover Anders Hougaard, der er initiativtager til protestgruppen, Folkets Bjerg.
Også ved Kalø Slotsruin er der ballade over et besøgscenter. Den gamle slotskro har 6000 venner, der har skrevet under på protester over planer om, at kroen skal rives ned. Sagen er i høring til 8. januar 2019.
Protester mod højhuse
Der er blevet protesteret og demonstreret mange gange i Østjylland i 2018: Imod højhuse, imod loven om burkaer, imod bombninger i Syren, imod havbrug, imod skilte i naturen, for en ny cykelsti i Gylling, imod en jernbanelinje i Solbjerg mv.
Læs også
Men hjælper det overhovedet at protestere og demonstrere? Er der nogen, der lytter?
- Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg ser mennesker være aktive i lokalpolitik, siger byrådsmedlem Lone Hindø (S) fra Aarhus som svar på spørgsmålet.
- Jeg vil opfordre til, at man bruger alle kanaler som læserbreve, mail, telefonopkald og møder, så længe det foregår konstruktivt, og man har noget på hjerte, siger Bünyamin Simsek (V), der er rådmand i Aarhus.
Læs også
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) supplerer: - Selvom man ikke får ret, når man rejser stemmen og demonstrererer, så er det jo en vigtig del af det lokale demokrati.
Så der er god grund til at lade kampene fortsætte.