Videnscenter: Høsten er tør, tidlig og lille – flere steder katastrofal
Høsten er katastrofal i år, mener videnscentret SEGES. Landmand Mads Niær Kristensen kan se frem til røde tal på bundlinjen efter et voldsomt udbyttetab
Det står katastrofalt til på markerne i lige nu, mener Troels Toft, der er sektordirektør for planter i SEGES – videnscentret for landbrug.
- De steder, hvor man ikke har fået vand siden 1. maj, er det katastrofalt, siger Troels Toft.
Et af de steder, hvor høsten nærmer sig det katastrofale er hos landmand Mads Niær Kristensen fra Grauballe.
Han er ligesom mange andre landmænd i Østjylland færdig med høsten flere uger før normalt.
Varmen og tørken, har gjort livet svært.
- Det betyder, at vi ikke høster det, vi plejer. Vi får en nedgang i udbytte på ca. 30-40 %, siger Mads Niær Kristensen.
Troels Toft fra videncentret SEGES forklarer, at det generelt ser sådan ud overalt.
- Det har været en meget tør, tidlig og lille høst, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han forklarer også, at afgrødernes kvalitet er god nok, men varmen har gjort, at der er for lille et udbytte. Og der skulle ikke meget til, før den katastrofale høst var blevet vendt til det positive.
- Hvis vi havde fået tre byger af 40 millimeter henover maj og juni, så havde det været en drømmehøst, siger Troels Toft.
Tørken har større konsekvenser end dårligt udbytte
Kornhøsten har været hårdt ramt. Majs og græs kunne have været reddet med regn i de seneste uger, men fordi tørken fortsætter, ser også den høst ud til at blive dårlig, forklarer Troels Toft. Og mindre majs og græs, der fungerer som foder, vil påvirke kødproducenter også.
- Nogen kommer til at slagte køer, før de skulle være ude af besætningen, for at sænke forbruget af foder. Det er ikke godt at være nødt til at sælge sit kvæg tidligt, siger Troels Toft.
I sidste ende vil forbrugerne ifølge ham opleve prisændringer. Eksempelvis er prisen på hvede steget med 20-25 procent, hvilket kan ende med at gøre rundstykker og franskbrødet dyrere hos bageren.
- Isoleret set, så betyder den danske høststørrelse ikke noget for prisen i Danmark. Men når det nu er tørt i hele Nordeuropa og landene omkring Europa. Så betyder det noget, fordi det vil påvirke prisen på verdensmarkedet, siger Troels Toft.
I lokalområdet vil landmændenes røde tal på bundlinjen også medvirke til færre ordrer hos de lokale håndværkere, fordi pengene simpelthen ikke er der, uddyber Troels Toft.
Små fordele ved en tidlig høst
Der er også små goder ved, at det har været og stadig er så tørt i Østjylland lige nu. Det mærker landmand Mads Niær Kristensen i hvert fald.
- Vi høster omkring tre uger tidligere end normalt. Det er en fordel at høste tidligt, for vi har længere dage, og der falder ikke dug, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Den tanke bakker Troels Toft op omkring.
- Du får længere høstdage, så du kommer hurtigere over det, og det er billigere, forklarer han.
Intet vil spire nu
En tidlig høst kunne åbne op for muligheden for plantning af sommerafgrøder med en hurtig vækst. Men det er udelukket i dette vejr.
- Selvom du pløjer og sår nu, så får du ikke noget til at spire. Det er rent spild af penge, forklarer Troels Toft.
Mads Niær Kristensen forsøger at få det bedste ud af den tidlige høst, men hvis ikke vejrguderne hjælper fra oven, ser det meget svært ud.
- Nu får jo bedre tid til at foretage vores efterårsbearbejdning i jorden. Det kræver bare noget nedbør, for som det er lige nu, så er der ikke noget, der kan spire, siger Mads Niær Kristensen.