Viborg vil gerne med i Business Region Aarhus
Udvidelsen af Business Region Aarhus drøftes i alle byråd efter nytår
Erhvervssamarbejdet Business Region Aarhus kan blive udvidet til 12 byråd, da Viborg Kommune har søgt om at blive en del af det attraktive erhvervssamarbejde.
- Vi har besluttet at gå videre med det. Nu skal vi først drøfte det i byrådene, og så tager vi en beslutning efterfølgende på et møde blandt borgmestrene, siger Skanderborgs borgmester og formand for Business Region Aaarhus, Jørgen Gaarde.
Ifølge Jørgen Gaarde giver det god mening, at Viborg bliver en del af samarbejdet.
- Med Viborg bliver vi en meget større spiller. Vi får tilført små hundredetusinde nye borgere, nye forskningsinstitutioner og nye store virksomheder, som bliver en del af vores fællesskab. Så der er rigtig god grund til, at vi knytter os sammen med Viborg, og at Viborg knytter sig sammen med os, siger Jørgen Gaarde.
Viborg Kommune og Business Region Aarhus har aftalt, at udvidelsen af Business Region Aarhus drøftes i alle byråd efter nytår, hvorefter den politiske styregruppe for Business Region Aarhus træffer den endelige beslutning om en eventuel udvidelse.
Se hele interviewet med Jørgen Gaarde i tv-indslaget ovenfor.