- Vi tabte til et bedre hold
Randers FC's cheftræner, Lars Olsen, er tilfreds med spillernes indsats trods torsdagens nederlag til Fenerbahce.
Det er ikke hver dag, at topspillere og trænere er tilfredse efter et 0-3-nederlag. Men det var ikke desto mindre tilfældet torsdag aften, da Randers FC-træner Lars Olsen reflekterede over nederlaget til den tyrkiske storklub Fenerbahce i UEFA Cuppen
- Selvfølgelig er jeg lidt skuffet lige nu. Men set over hele kampen så tabte vi jo til et bedre hold, lød analysen fra cheftræneren.
Kronjyderne måtte se kampen afgjort i løbet 10 minutter midt i anden halvleg.
- Da de fik scoret, fik vi jo en lektie i god fodbold. De flyttede den jo lynhurtigt rundt. Vi rørte den jo nærmest ikke i det sidste kvarter, erkendte anfører Ralf Pedersen.
Med nederlaget glippede chancen for videre avancement for de danske pokalmestre.
- Jeg vil sige, at for os spillere har det været en fantastisk omgang. Vi har været på Island, i Litauen, og så står kampen i Tyrkiet som en meget stor oplevelse, sagde anføreren.
Trods aftenens bet havde træner Olsen også kun lovord om holdets deltagelse i turneringen.
- Vi har gjort det over al forventning i UEFA Cuppen generelt. Set over to kampe synes jeg, at vi gav Fenerbahce, som stiler efter at vinde turneringen, ganske god modstand, lød det fra Olsen. /ritzau/
LÆS OGSÅ:Randers" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15469">Randers faldt mod Fenerbahce (28/9-06)