Vi er verdensmestre i løb
Danskerne snører løbeskoene som aldrig før. Antallet af deltagere i motionsløb er markant stigende.
Det er i den grad blevet in at løbe.
Flere store motionsløb melder om rekordmange deltagere.
Det skriver MetroExpress.
For eksempel er Alt for Damernes Kvindeløb udsolgt med 21.000 deltagere. Og den populære DHL-stafet har været nødt til at udvide med en dag, så der nu er 100.000 deltagere.
Hos løbehjemmesiden Dourun.dk siger direktør Peter Balling, at løbebevægelsen er så stærk, at danskerne nu er verdensmestre i løb, hvis man måler antallet af deltagere ved motionsløbene i forhold til indbyggertal.
- Vi er midt i, hvad vi kalder 'den tredje løbebølge'. Den første var tidligt i 80'erne, da man begyndte at jogge. Så kom de store broløb i begyndelsen af årtusindet. Og nu har vi så fået kvinderne med. Rigtig mange danskere løber, og det afspejler sig i deltagertallene ved løbene, siger han.
Ifølge Peter Balling er der mange årsager til, at løb er blevet populært.
- Det passer godt til vores liv, hvor det kan være svært at være afhængig af at dyrke sin sport på bestemte tider. Vi er også mere optagede af sundhed, og så skal man ikke se bort fra, at det også ser godt ud på ens cv, hvis man har løbet Copenhagen Marathon. Man signalerer
overskud, siger Peter Balling.
Se mere om løbedillen på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.