Vestas-møller til Tyrkiet
Vindmøllekoncernen Vestas med hovedslde i Randers skal levere 30 store vindmøller til en vindmøllepark i Tyrkiet.
Vindmøllekoncernen Vestas skal levere 30 store 3 MW-vindmøller til en vindmøllepark i Tyrkiet, nærmere bestemt i området Balikesir i nærheden af Bandirma.
Køberen er Baki Elektrik Üretim, der er et datterselskab under koncernen Kazanci Holding - en førende tyrkisk koncern, der fremstiller maskiner og udstyr til produktion af elektricitet.
Det er tredje gang inden for de seneste år, at den tyrkiske virksomhed handler hos Vestas.
- Tyrkiet er et hurtigt voksende energimarked, og 70 procents afhængighed af energi udefra tvinger Tyrkiet til at fokusere på nye energikilder så som vind, siger administrerende direktør Ebbe Funk, Vestas Mediterranean.
Møllerne skal leveres til sommer og sættes i drift næste forår. Projektet, som Eksport Kredit Fonden har hjulpet på vej, vil spare miljøet for 140.000 ton CO2 om året. /ritzau/