Vestas fyrer direktør

Vindmøllekoncernen fyrer sin næstkommanderende

Den negative udvikling i vindmølleproducenten Vestas' økonomi kommer nu til at koste et hoved i selskabets øverste liste.

Henrik Nørremark, koncernfinansdirektør og viceadministrerende direktør, er tirsdag aften blevet fyret, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

- Bestyrelsen har i dag fået en tilbundsgående orientering om de forhold, som i de seneste måneder har ført til nedjusteringer. Som følge heraf fratræder Henrik Nørremark, oplyser selskabet i den kortfattede meddelelse, som er underskrevet af bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen.

Hvad der er kommet frem under orienteringen, som har haft betydning for fyringen, oplyser selskabet ikke.

I økonomisk modvind
Vestas har den seneste tid været i økonomisk modvind med to nedjusteringer af selskabets resultatforventning i løbet af få måneder.

I slutningen af oktober måtte selskabet skrue ned for forventningerne til resultaterne for 2011 på grund af problemer på en fabrik i Tyskland.

Få dage inde i det nye år fik prognosen endnu et dyk blandt andet på grund af stigende omkostninger.