Venstretop skræmte modkandidat
Modkandidat til Karen Jespersen blev skræmt fra at stille op.
Venstres centrale ledelse i Holte blandede sig i opstillingen af Karen Jespersen som folketingskandidat i Favrskov-kredsen ved at advare en modkandidat mod at stille op til kampvalg. Og det kritiserer formanden for den lokale kandidatbestyrelse, Palle Quistgaard, og partiforeningsformanden for Venstre i Lilleå, Geert H. de Lichtenberg, Venstres top for, skriver Aarhus Stiftstidende og Ekstra Bladet.
Ifølge aviserne advarede Venstres organisationssekretær fra partikontoret i Holte, Finn-Erik Enderlein, i en mail den 24-årige Jonas Holm om, at det ikke ville fremme hans politiske karriere at stille op mod Karen Jespersen, der blev valgt som folketingskandidat på et møde torsdag aften i sidste uge.
På mødet bragte et andet partimedlem Jonas Holm i forslag som kandidat. Men Jonas Holm betakkede sig, så det aldrig kom til en afstemning. Finn-Erik Enderlein bekræfter over for Ekstra Bladet, at han har sendt mailen, men afviser at sige mere om sagen. /ritzau/