Venstre: Bro over Randers Fjord
Trafikoplæg fra regeringspartiet Venstre omfatter en vejforbindelse over Randers Fjord.
Regeringspartiet Venstre er klar med et omfattende forslag til at modernisere trafikken for biler, lastvogne og tog. Et forslag, der blandt andet omfatter en fast forbindelse over Randers Fjord øst for Randers by.
Ifølge TV 2 Nyhederne rummer partiets trafikoplæg planer om at bygge nye broer over Limfjorden, Randers Fjord, Roskilde Fjord og over Fehmern Bælt til Tyskland. Samtidig bør broen over Vejle Fjord udbygges med et ekstra spor, foreslår partiet.
Venstre oplyser, at listen over projekter ikke er prioriteret, og at der er tale om et debatoplæg.
- Formålet med dette oplæg er at starte en lokal og regional debat om behovet for fremadrettede investeringer på vej- og baneområdet, står der blandt andet i oplæggets forord, der er underskrevet af Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
Der er i alt tale om 24 forslag til investeringer i de danske veje og 10 forslag til forbedringer af jernbanen.
Formålet med broen over Randers Fjord er at etablere et alternativ til Storebæltsbroen for landsdelstrafikken mellem Sjælland og Jylland. En bro ved Randers vil gøre det nemmere for bilister fra den nordlige del af Jylland at tage Mols-Linien fra Ebeltoft.