Vejdirektoratet: Risiko for glatte veje i Østjylland
Mange østjyder ringer i øjeblikket ind til Vejdirektoratet med meldingen om, at der er glat på vejene søndag morgen
Det er måske ikke umiddelbart til at se, men der er altså glat på vejene i store dele af Østjylland søndag. Sådan lyder det fra Vejdirektoratet, der får en hel del opkald fra bilister, der har oplevet det glatte føre.
- Der er endnu ikke sket uheld søndag morgen i det østjyske, men vi får mange opkald fra folk, der fortæller, at det er glat, siger den vagthavende hos Vejdirektoratet.
Salter og rydder vejene
Herfra lyder det, at det stort er i hele regionen, at der kan være glat. Sammen med Nordjylland er det østjyske de egne i landet, hvor risikoen for glatføre er størst søndag.
- Vi salter og rydder, hvis det skal til. De glatte veje er noget, vi er opmærksom på, forsikrer Vejdirektoratets vagthavende.
I nat kom temperaturerne ned under frysepunktet, og sammen med en smule nedbør har det været årsagen til det glatte føre. I løbet af dagen stiger temperaturerne, men der kommer nedbør og risikoen for, at der kan komme slud iblandt, er til stede.