Varm weekend venter
Glæd dig: Chance for temperaturer på op til 12 grader
Efter en lang vinter er der nu omsider rigtigt forår på vej til østjyderne.
En varmefront banker i øjeblikket på fra vest. Det betyder, at det er lune vinde, der fra og med lørdag blæser ind over Østjylland.
Ifølge TV 2 Vejrets Peter Tanev kan vi i weekenden forvente pæne dagtemperaturer på over 10 graders varme.
- Det er gode chancer for tørvejr. Vi skal lige have nogle af skyerne til at brænde lidt af. Så kan vi godt ramme 10, 11 eller 12 grader ud på dagen, siger han i TV 2 | ØSTJYLLANDs vejrudsigt torsdag aften.
- Indtil videre ser det rigtigt, rigtigt fornuftigt ud for weekenden.
Selv om dagtemperaturerne altså tager et nøk opad, er der i den kommende periode stadig koldt om morgenen.
Se den aktuelle østjyske vejrudsigt i videoen øverst i artiklen.