Værested for psykisk syge truet af lukning
Værestedet Solsikken i Lystrup kan hverken få penge fra Indenrigsministeriet eller Århus Kommune. Derfor er lejemålet opsagt.
Solsikken har ikke som tidligere haft held til at få støtte fra Indenrigsministeriet, og da Århus Kommune indtil videre har afvist at hjælpe, har Sindslidendes vilkår set sig nødsaget til ar opsige sit lejemål i Lystrup.
Solsikken henvender sig til psykisk syge voksne og har cirka 35 faste brugere. Stedet drives af Sindslidendes vilkår, som har opsagt lejemålet, fordi der ikke er penge til at betale for driften i det kommende år.
I dag, tirsdag, er derfor Solsikkens sidste åbningsdag, med mindre der kommer en check ind ad brevsprækken.
- Det er jo rigtig trist for mange af brugerne. Mange af dem har kun dette sted at komme. Før de kom her, levede mange i social ensomhed, siger sekretariatskoordinator ved Sindslidendes vilkår, Mette Brandt.
Mette Brandt vurderer, at Solsikken ville kunne fortsætte driften for få hundrede tusinde kroner om året.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.