Våd søndag venter – risiko for torden og kraftig regn
Der kan falde op til 25 mm regn på seks timer i Østjylland søndag. DMI advarer om, at man tager sine forholdsregler.
Efter en periode med hedebølge vender vejrguderne på en tallerken i det østjyske søndag. Her er der nemlig stor risiko for endda voldsomme mængder nedbør.
Fra kl. 13 og seks timer frem er der risiko for op mod 25 mm regn, lyder meldingen fra DMI.
- Bygerne begynder i hovedstadsområdet inden for de næste to-tre timer, og så rykker fronten vestpå. I eftermiddag er der risiko for store mængder nedbør i Østjylland, siger den vagthavende Dan Nilsvall til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge ham ventes der at komme mange byger med regn, og lokalt kan de være med torden.
Skybrud og torden mandag
- Der er dog ikke risiko for skybrud, fordi bygerne bevæger sig hurtigt, så det er i stedet mange byger, der giver store mængder over en længere periode, forklarer Dan Nilsvall.
Alligevel har DMI flere råd til østjyderne, når der er risiko for kraftig regn.
Kraftig regn
- Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes.
- Store mængder vand påvirker trafikken, og der er risiko for strømafbrydelser.
- Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre.
- Nedsæt hastigheden, mens du kører, for at undgå akvaplaning, og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.
Midt på eftermiddagen klarer det op i den østligste del af landet, og mellem kl. 18-20 forventes det, at opklaringen når Østjylland.
Herefter følger så et lille døgns tid, inden der igen er risiko for endnu voldsommere vejr.
DMI advarer nemlig om skybrud fra mandag eftermiddag frem til midnat.