Uventet julegave til Randers FC
UEFA har på grund af et stort overskud uddelt ekstra pengepræmier til de klubber, der deltog i de europæiske turneringer.
Julemanden er tidligt på færde i år. Det kunne fire danske fodboldklubber fredag konstatere, efter det europæiske fodboldforbund, UEFA, hævede et møde i forbundets eksekutivkomité.
De internationale klubturneringer har givet et uventet stort overskud, og de ekstra penge bliver delt ud mellem de hold, der har deltaget i Champions League og UEFA Cuppen i denne sæson.
FC København kan glæde sig mest, for den danske mesterklub får eftersendt en check på 7,5 millioner kroner. Men også de tre danske klubber, der var med i UEFA Cuppens første runde, får en pæn pengegave lagt under juletræet.
Randers FC, OB og Brøndby kan hver glæde sig over at modtage 750.000 kroner. /ritzau/