Universitetet stemmer via nettet
Nye medlemmer til universitetsbestyrelsen skal findes, og de mange studerende og ansatte skal stemme på nettet.
Flere af de 35.000 studerende og ansatte på Aarhus Universitet skal deltage aktivt i valget af nye bestyrelsesmedlemmer.
Sidste gang, der var valg på universitetet, stemte kun 19 procent. Det oplyser DR Østjylland.
I denne uge skal der igen findes nye medlemmer, og denne gang kan studerende og ansatte for første gang stemme på nettet.
- Det betyder, at mange flere vil huske at stemme, siger statskundskabsstuderende Simon Krøyer, der stiller op til bestyrelsen.
- Folk, der læser i udlandet eller er i praktik vil også have lettere ved at stemme, mener han.
Omkring 70 studerende kæmper om blot to pladser i universitetets bestyrelse. De ansatte har tre bestyrelsespladser.