Unge vil være ledere
Hver tredje studerende vil være leder efter endt uddannelse, viser ny undersøgelse.
22. sep 2006, kl. 11:52
Mere end 30 dage gammel
Jobbet som leder virker som en magnet på mange studerende fra Østjylland. Hver tredje (34 procent) går rundt med en leder i maven.
De erklærer frisk og frejdigt, at de 'helt sikkert' vil være ledere, når de engang er færdige med studierne. Yderligere 47 procent er ikke afvisende over for tanken om at sætte sig i en chefstol.
Det viser en ny spørgeundersøgelse fra vikar- og rekrutteringsbureauet Moment og Ledernes Hovedorganisation.
De østjyske lederambitioner er baseret på svar fra 375 studerende. I alt 1700 studerende fra hele landet har kastet lys over deres forventninger til arbejdsmarkedet.