To unge mænd varetægtsfængslet i fire uger for gaderøveri
To unge mænd på henholdsvis 16 og 17 år er varetægtsfængslet i fire uger mistænkt for gaderøveri i Bruuns Galleri i Århus.
Forsvarerne for de to unge mænd, har kæret de fire ugers varetægtsfængsling.
Det var efter, at programmet "Efterlyst" på TV2 omtalte gaderøveriet i mandags, at et vidne genkendte et af de i alt fire overfaldsmænd. På den baggrund foretog Østjyllands Politi tirsdag derfor to anholdelser.
Gaderøveriet skete mandag d. 19. april om eftermiddagen ved Bruuns Galleri på trappen ud for Sunset Boulevard. Her blev fire drenge i alderen 10 til 13 truet med kniv og frarøvet en pakke cigaretter.
Anklagemyndigheden havde begæret, at retsmødet blev holdt for lukkede døre, idet der er to gerningsmænd på fri fod, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.