Ung tyv sigtet for 18 indbrud
Politiet har formentlig slået kløerne i en særdeles flittig indbrudstyv, som har huseret i Tilst, Brabrand og Låsby.
Det er lykkedes politiet at anholde en 26-årig mand, der sandsynligvis har en stribe indbrud på samvittigheden.
Manden blev anholdt kort efter et indbrud på Langøvænget i Århus-forstaden Tilst torsdag eftermiddag.
Politiet var ret sikker på, at den 26-årige stod bag indbruddet. Derfor kunne betjente fra Østjyllands Politi en times tid senere anholde den 26-årige på hans bopæl i Tilst.
På mandens bopæl fandt betjentene de stjålne effekter fra indbruddet på Langøvænget. Under den efterfølgende afhøring blev den 26-årige følge Østjyllands Politi sigtet for i alt 18 indbrud i villaer.
Indbruddene har fundet sted i løbet af oktober og november i Tilst, Brabrand og Låsby.
Manden har indtil videre erkendt, at han har begået 15 af indbruddene. Alene i år er han to gange tidligere blevet dømt for lignende kriminalitet.
Den 26-årige fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag, fredag.