Ung mand dræbt i frontal kollision
En 19-årig mand blev fredag dræbt i en trafikulykke nær Hadsten. Yderligere tre personer er kvæstet.
10. aug 2007, kl. 18:13
Mere end 30 dage gammel
Den ene af tre unge mænd i en bil - en 19-årig - blev dræbt, da deres bil ved middagstid stødte frontalt mod en anden bil på Ødumvej mellem Hadsten og Selling.
De to andre unge i bilen på 16 og 20 år kom alvorligt til skade, og det samme skete for den 52-årige mand, der sad bag rattet i den modkørende bil. De er indlagt på sygehusene i Randers og Århus.
Politiet har endnu ikke overblik over, hvorfor ulykken skete, oplyser politikommissær Brian Voss Olsen hos politiet i Randers.