Ung kvinde i livsfare efter ulykke
En 17-årig mand ignorerede ifølge politiet sin ubetingede vigepligt i Åbyhøj. Han kørte ind i 17-årig knallertkører. Hun kæmper for sit liv.
Ved halv otte tiden onsdag aften var en 17-årig mand ifølge Østjyllands Politi årsag til en trafikulykke, der måske kommer til at koste en 17-årig pige livet.
Ifølge politiet overså manden sin ubetingede vigepligt ved C.A.Thyregods Vej i Åbyhøj, og kørte lige ind i en kvindelig knallertkører. Derefter pløjede bilen ind i en elmast, der væltede. Derfor blev også en brandbil sendt til åstedet.
Der var tre personer i bilen, og de blev også kørt på skadestuen. Men de slap med mindre knubs.
- Pigen tilstand er, for at sige det mildt, kritisk. Den 17-årige fører af bilen er jo for ung til at have kørekort, desuden mistænker vi ham for at være påvirket af stoffer. Det har vi testet ham for, og så må vi se, hvad resultaterne af testen viser, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Lars Grønfeldt, til TV 2 | ØSTJYLLAND.