Undgå de røde postkasser
Læg ikke breve i postkasserne. De risikerer bare at blive sprængt i stumper og stykker, advarer Post Danmark.
Østjylland er et af de steder i landet, hvor flest postkasser bliver sprængt i stykker af kanonslag eller hjemmelavede bomber. Op mod hver tiende af Østjyllands 900 postbrevkasser bombesprænges af ulovligt fyrværkeri.
Mellem jul og nytår bør man derfor ikke benytte postbrevkasserne om aftenen og om natten, lyder opfordringen. Det samme gælder hele lørdagen, hvor postkasserne ikke bliver tømt.
Post Danmark har minimeret åbningen til postbrevkasserne mellem jul og nytår, så kun slanke breve og postkort kan komme gennem sprækken. Alligevel bør man vente til lige før kassen tømmes, med at lægge sine breve i, lyder rådet fra privatkundechef Jens Holger Geil.