Uheld skabte køer på motorvejen
To uheld skabte i eftermiddag lange køer på den østjyske motorvej.
En bilbrand og et sammenstød skabte i eftermiddag lange køer to steder på den østjyske motorvej.
I nærheden af Stilling kørte flere biler sammen i et harmonikasammenstød, og det gav efterfølgende en del kø i det sydgående spor. Uheldet skyldtes, at en bilist ikke havde været opmærksom på, at den forankørende bil havde sat farten ned og katastrofeblinket på. Bilisten kørte derfor ind i den forankørende personbil.
På strækningen mellem afkørslerne ved Århus Nord og Hadsten gik der sidst på eftermiddagen ild i en varevogn, der kort efter var totalt udbrændt. Passagererne nåede dog at komme ud af vognen i tide, ligesom de også fik fjernet en del af de varer, der var placeret bag i bilen.
Århus Brandvæsen fik senere slukket branden, der dog gav en del gener for de øvrige trafikanter, der holdt i kø på den spærrede motorvej.