Udviklingshæmmet pige fundet
Efter timers eftersøgning fandt Østjylland Politi sent søndag aften en udviklingshæmmet pige fra Brabrand
Pigen blev søndag aften meldt savnet og efterlyst i flere medier.
Klokken cirka 19.30 forsvandt en 17-årig udviklingshæmmet pige med arabisk baggrund fra en legeplads på Lenesvej i Brabrand. Pigen forlod legepladsen sammen med en mørklødet mand i retning af Bazar Vest.
Pigen beskrives som: 17 år, arabisk af udseende, iført tørklæde, sort trøje og mørke cowboybukser.
Manden beskrives som 50-60 år gammel, muligvis kineser eller tyrker, sort hår og snoet overskæg med skæve øjne, iført blå eller sort jakke og sorte bukser. Desuden bar manden en taske af mærket Puma.
Mulig forbrydelse
Østjyllands Politi skal nu undersøge om der ligger en forbrydelse bag pigens forsvinden. Indenfor de seneste uger har der været flere tilfælde af seksuelt motiverede overgreb.
I området omkring Vorrevangsskolen i det nordlige Århus er en mand med asiatisk udseende efterlyst for seksuelle overgreb på en midaldrende kvinde og en 10-årig pige. Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at der sammenhæng mellem sagen i Brabrand og de tidligere sager.
"Vi har nu fundet pigen i god behold. Opgaven bliver nu at få undersøgt om pigen har været udsat for en forbrydelse eller om der ligger en naturlig forklaring bag hendes forsvinden, " siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 | ØSTJYLLAND sent søndag aften.
Manden der blev set sammen med pigen havde tidligere søndag haft kontakt til den 17-årige udviklingshæmmede pige. Her havde han - ifølge vidner på legepladsen - givet pigen et mindre pengebeløb.
Kontakt til Østjyllands Politi kan ske på 8731-1448