Tyve stjal værktøj fra skibscontainere
Ukendte gerningsmænd har stjålet værktøj for flere hundrede tusinde kroner på en byggeplads i Skanderborg.
29. sep 2008, kl. 08:10
Mere end 30 dage gammel
En eller flere ukendte gerningsmænd fik hænderne fulde, da de i weekenden brød ind på en byggeplads på Ørstedsvej i Skanderborg.
På byggepladsen brød tyvene ind i de syv skibscontainere, der stod opstillet. Derefter stjal de værktøj for en samlet værdi af flere hundrede tusinde kroner.
Fire af containerne blev ifølge politiet brudt op ved hjælp af skærebrændere.
Indbruddet på byggepladsen har fundet sted imellem lørdag aften klokken 19 og søndag aften klokken 18.