Tyv gik amok
En 17-årig dreng fra Hadsten gik i går amok og slog en butikschef i supermarked på Trøjborg i Århus.
En 17-årig dreng fra Hadsten gik i går amok i Løvbjerg Supermarked på Trøjborg i Århus.
Han slog butikschefen, da han blev tilbageholdt mistænkt for butikstyveri.
Det skriver JP Århus.
Han blev fastholdt af butikkens personale, og da politiet nåede frem, viste det sig, at tyven ikke havde været på rov i butikken, men derimod på et parkeringsareal ved Musikhuset Aarhus, hvor han havde begået indbrud i ikke færre end otte biler.
Tyvekosterne fra indbruddene - bl.a. cd'er, navigationsanlæg og solbriller - opbevarede den 17-årige i en bærepose. Derfor var det en formalitet for politiet at få ham til at tilstå indbruddene.
- Den 17-årige er ude i et stofmisbrug og kendt af politiet i forvejen. For kort tid blev han dømt for andre tyverier, siger Jens Peter Stehr-Nielsen, vicepolitikommissær hos Østjyllands Politi.