Tyske verber - nu som rap
Lærer fra Syddjurs står bag ny cd, der skal gøre det lettere at bøje de stærke tyske verber.
Eleverne i den danske folkeskole behøver ikke at slide sig igennem tørt terperi for at lære at bøje tyske verber.
Det mener folkeskolelæreren Henrik Svenningsen fra Grønfeld på Syddjurs.
Ifølge Århus Stiftstidende har Henrik Svenningsen sammen med en kollega udgivet en cd med 24 rap- og heavy metal-numre, der skal gøre det lettere at give sig i kast med det tyske sprog.
- Tysk er det typiske hadefag, og eleverne gider ikke sidde på deres flade og terpe grammatik. Nu kommer vi dem i møde på deres egen hjemmebane med hårdtpumpet rock til bøjningen af verberne og de lange remser med forholdsord, siger Henrik Svenningsen til avisen.
Den nye cd hedder "Ich bin ein Berliner" og forhandles på foglaget.dk.