Tvivl om AGF kan drive Atletion

Børsanalytikere og brugere af Atletion tvivler på, at AGF evner at drive stadionanlægget Atletion.

Selv om et flertal i Århus Byråd er parat til at overdrage driften af Atletion til AGF og Århus GF, er der skepsis til især AGF's evner som driftsherre, skriver Jyllands-Posten. AGF's årelange tradition for underskud skræmmer såvel brugere af Atletion, flere politikere og børsanalytikere.

- AGF har haft vanvittigt dårlige ledelser, som ikke har forstået, at man i længden ikke kan bruge penge, før man har tjent dem. Indtil der er kommet positive regnskaber, anbefaler jeg mine kunder at sælge AGF-aktier, og jeg fraråder køb, siger finansanalytiker Ricky Rasmussen fra Dansk Aktieanalyse.

Også blandt brugerne af Atletion er der skepsis.

- Vi er meget skeptiske, og det er bestemt ikke den bedste løsning, siger formanden for Aarhus 1900 Jens Ove Christiansen, der frygter, at pengene i Atletion skal fylde hullerne i AGF's økonomi.

TV2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i udsendelsen kl. 19.30.