Trecifret millionunderskud i Sparekassen Østjylland
Sparekassen Østjylland med hovedsæde i Hammel kom ud af 2009 med et underskud på 109 mio. kr.
International finanskrise efterfulgt af økonomisk lavkonjunktur i Danmark har påvirket Sparekassen Østjylland negativt i 2009. Sparekassen kommer ud af året med et koncernunderskud på 109 mio. kr. efter skat.
Et tal, som administrerende direktør Henning Niekrenz betegner som stærkt utilfredsstillende.
Underskuddet skyldes primært høje nedskrivninger på især større erhvervskunder samt deltagelse i Bankpakke I.
Der er tale om nedskrivninger på udlån på 243 mio. kr., hvoraf der kun er konstateret tab for 12 mio. kr.
Trods det store underskud mener sparekassen, at fremtiden tegner lys. Det første kvartal i 2010 viser et overskud i sparekassen på 46 mio. kr. før skat - det bedste kvartalsresultat i sparekassens historie.
- Udviklingen viser, at skuden er vendt og sparekassen tilbage på rette kurs, vurderer administrerende direktør Henning Niekrenz i en pressemeddelelse.