Trafikuheld afslørede tyve
Politiet rykkede i nat ud til et mindre færdselsuheld, der nu skaber ekstra travlhed blandt kriminalpolitiet.
Bilen var nemlig proppet med det, der sandsynligvis er tyvekoster.
I personbilen, en Mazda, sad to århusianere. Omkring midnat mistede de herredømmet over deres bil, og væltede rundt på Viborgvej, nord for Silkeborg. Mændene kom ikke alvorligt til skade, og stod også ved bilen, da politiet kom frem.
- Og så kunne vi jo se, at bilen var proppet med alt muligt teknisk udstyr. De hævdede godt nok, at de var ved at flytte for en ven, men det opdagede vi kort efter var løgn, fortæller Søren Pilgaard fra kriminalpolitiet i Silkeborg.
- Vi er nu ved at undersøge, hvor de mange bærbare computere, højtalere, fladskærme samt forstærkerudstyr kommer fra fortæller Søren Pilgaard.