Træk i helt nye beskyttede boliger
Handicappede beboere i et blot halvt år gammelt byggeri i Randers må døje med træk og kulde.
Træk og kulde er et alvorligt problem i amtets bo- og aktivitetscenter i Lene Bredahlsgade i Randers, som blev taget i brug så sent som sidste sommer. Det skriver Randers Amtsavis.
- Beboerne bliver dårlige af at bo i det lortehus. Når arkitekter bliver kunstnere, skal det jo gå galt, siger en af beboerne, Ole Andreassen, og beretter om temperaturforskelle på fire grader mellem gulvhøjde og en bordplade 80 centimeter over gulvet.
Bo- og aktivitetscentret er en afdeling under amtets center på Svalevej i Assentoft. Forstander Ann Frederiksen medgiver, at der har været startvanskeligheder.
- Men ikke større eller mindre end i andre byggerier, jeg har været med til. Vores beboere oplever sådanne startvanskeligheder forskelligt. Jeg vil sige, at der er forskellige oplevelser af stedet. Men det her er en personsag, som jeg ikke kan kommentere, siger hun.