Tørt og skyet vejr venter i efterårsferien
Se, hvordan prognoser ser ud for vejret i Østjylland de kommende dage
Er du en af de østjyder, der har efterårsferie i næste uge og måske planlægger at gå en tur i skoven for at samle kastanjer?
Ja, så er der gode vejr-nyheder til dig.
Uge 42, hvor mange danskere har efterårsferie, tegner sig til at blive en tør en af slagsen, lyder den seneste prognose fra TV 2's vejrcenter.
I modsætning til denne weekend vil solen formentlig være en sjældnere gæst på himlen de kommende dage, fordi skyerne vil trække sig sammen.
Til gengæld kan man glæde sig over tørvejr og temperaturer på omkring 10-11 graders varme.
- Særligt i den sydlige del af regionen vil der tirsdag og onsdag være lidt flere skyer, som trækker op sydfra, og så ser det ud til, at det bedres igen, når vi kommer ud sidst på ugen, siger Lone Seir fra TV 2 | VEJRET.
Hvis man skal opholde sig udenfor om natten, så er det med at få varmt tøj på. Natten til tirsdag er der risiko for nattefrost og de øvrige dage ligger temperaturen på omkring en til to grader.
Du kan se hele femdøgnsprognosen i videoen øverst i artiklen.