Tomme sæder i bybusser
Det nye trafikselskab i Århus, Midttrafik, når ikke sit mål i år. Der er ganske enkelt for mange ledige pladser i bybusserne.
Færre hopper på bybussen i Århus, og det kan mærkes hos trafikselskabet Midttrafik.
Her må formanden for Midttrafik, Poul Vesterbæk, erkende, at man ikke når i mål med budgettet i år.
Men decideret panik over startvanskelighederne i Østjylland er der ikke tale om hos Poul Vesterbæk, der er byrådsmedlem for Venstre i Viborg og tidligere borgmester i Bjerringbro.
- De færreste virksomheder går i koma over en nedgang på 1,8 procent, siger han til Århus Stiftstidende.
Årsagen til nedgangen i antallet af passagerer er uklar, men der er flere faktorer, som kunne forklare udviklingen.
Prisstigninger koster kunder
En mulighed kunne være kundernes manglende tillid til, at selskabet kan levere varen. En tillid, der uden tvivl har lidt overlast efter sidste års mange konflikter mellem ledelse og chauffører, forsinkelser og aflysninger.
En anden forklaring gemmer sig måske bag det faktum, at Midttrafik har hævet priserne betydeligt.
Det kan få den konsekvens, at kunderne flygter fra den kollektive trafik og i stedet sætter sig bag rattet i en bil.
Formanden for Midttrafik, Poul Vesterbæk, mener, at forklaringen skal findes i kundernes manglende tiltro til, at bybusserne igen kan køre til tiden - hele tiden.