Tomme butikker og kontorer
Så mange kvadratmeter er ubenyttede
Skilte med teksten "Ophørsudsalg" og "Butik udlejes/sælges" er efterhånden at finde i større eller mindre omfang i de fleste østjyske byer.
En helt ny opgørelse viser, at Østjylland er blandt de steder i Danmark, hvor flest kvadratmeter erhvervslokaler i øjeblikket står tomme.
Ifølge Erhvervsportalen Oline er der i alt 1.1172.300 kvadratmeter tomme erhvervslokaler i Østjylland. Størstedelen er inden for kontor samt lager og produktion, som dækker over henholdsvis 377.600 kvadratmeter og 668.100 kvadratmeter.
Hver 10. lokale, i alt 105.600 kvadratmeter, er inden for detailhandlen.
- Vi må erkende, at det efterhånden er blevet normalt, at der står mange ledige lokaler, og det er et klokkeklart tegn på, at krisen stadig har godt fat i erhvervslivet. Også i Region Midtjylland, hvor især Østjylland ellers har godt gang i væksten, siger chefanalytiker hos Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen, i en pressemeddelelse.
Siden 2007 er der på landsplan sket en stigning i antallet af ledige erhvervsejendomme fra to til fem procent.
Hos Dansk Byggeri frygter man, at de tomme bygningerne kan blive en økonomisk hæmsko, når udviklingen vender igen:
- Når der begynder at komme gang i hjulene igen, har vi gamle lokaler med gammelt indmad. Det er et problem for Danmarks konkurrenceevne, for man må ikke tro, at en ældre bil kan køre lige så hurtigt som en ny, og det vil regionen blive ramt af, når væksten sætter ind igen, siger chefanalytiker, Finn Bo Frandsen.