Toke Holst vil til OL
Århus GF spilleren er udtaget til landsholdet. Men han vil meget mere end bare være med i bruttotruppen.
For første gang i meget lang tid er en spiller fra Århus GF udtaget til håndbold-landsholdet. Det skete den 25. februar, da Toke Holst blev inkluderet i det fornemme selskab.
Det er Ulrik WIlbek, der besluttede, at Toke Holst skal til Tjekkiet i påsken med Danmarks håndbolddrenge, der for alvor spillede sig ind i nationens hjerter med EM-guld i Norge for kort tid siden.
Her skal de nyslåede europamestre spille firenationers-turnering, hvor modstanderne bliver værtsnationen, Schweiz og Egypten.
Toke Holst er glad for udtagelsen, men han vil meget mere. Han vil til OL.
- OL er noget helt specielt. Også fordi det symboliserer nogle andre ting end lige sporten, som kunne være fedt at opleve, siger Toke Holst.
Se med klokken 19.30, når TV 2 | ØSTJYLLAND går tæt på den 26-årige spiller med de store ambitioner.