Tøfting skal ikke møde wrestler
Wrestleren Chaos fra Vellev ved Randers vil frygteligt gerne bokse mod Stig Tøfting, men Tøftings træner afviser kamp.
Lørdag den 21. februar mødte eks-landsholdsspilleren og nuværende assistenttræner i Randers FC Stig Tøfting den selvudnævnte show-wrestler Sidney Lee i en boksekamp for velgørenhed.
Kampen var dog en kort fornøjelse, idet Stig Tøfting nedlagde Sidney Lee efter bare syv sekunder.
Nu vil en anden wrestler i ringen mod Stig Tøfting. Det drejer sig om Chaos, der også går under navnet Kim Tinning. Han har på internettet udfordret Stig Tøfting til en boksekamp, men den kamp bliver ifølge Stig Tøftings boksetræner, Brian Mathiasen ikke til noget.
- Det er mig, der bestemmer, hvem Tøfting skal møde. Og som jeg lige forstår det, har ham fyren dyrket kampsport i mange år og været Danmarksmester i jiu jitsu (en kampsport, red.). Sådan én skal Stig Tøfting, der altså er fodboldspiller, ikke møde. Tøfting er i god form, men det ville blive en ulige kamp, siger Tøftings boksetræner, Brian Mathiasen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Brian Mathiasen tilføjer, at hvis Chaos/Kim Tinning så gerne vil bokse, så kender Mathiasen et par professionelle boksere, der gerne vil møde wrestleren i den firkantede ring.