Tøfting i kamp for Aabyhøj
Kampen skal spilles på lørdag under Stig Tøftings udgang fra fængslet.
Den tidligere landsholdspiller, Stig Tøfting, spiller på Aabyhøjs jyllandsseriehold i lørdagens hjemmekamp mod Aars, skriver Århus Stiftstidende i dag. I sidste uge skulle Tøfting have spillet for AGF's danmarksseriehold, men da turneringen næsten er slut tillader DBU's regler ikke tilgang af nye spillere.
- Et af vore bestyrelsesmedlemmer foreslog, at vi kontaktede Stig Tøfting for at få ham med i lørdagens kamp. Jeg ringede til ham, og han ville gerne spille under sin udgangstilladelse, siger Aabyhøj-træner John Stampe. Stampe brugte i går en time på Jydsk Boldspil-Unions kontor for at være sikker på, at spilletilladelse med mere var helt i orden.
- Vi er jo midt i turneringen og har fået hans spilletilladelse, så vi kan ikke se, hvad der skulle bremse det. Alle de andre spillere er blevet kontaktet, og alle har sagt god for det, siger John Stampe til Århus Stiftstidende. Stig Tøfting afsoner for tiden en dom for vold efter en episode sidste år på Café Ketchup i København.
(Ritzaus Bureau)