Tjek dit hus inden vinter: Her er handymandens råd
Løbende småreparationer og vedligeholdelse forlænger dit levetiden på dit hus, fortæller handyman
Det er ved at være tid til at gøre huset klar til efteråret og vinterens vejr.
Og hvis du hvert år er lidt flittig med din gennemgang, så giver det dig en fordel på den lange bane, lyder det fra handymand Kuno Bonne
Læs også
- Man kan komme rigtig langt med at få sit hus til at holde i mange år, hvis man løbende laver småting, for det øger levetiden, siger han.
Så sæt en weekend af, hvor du trækker i arbejdstøjet og får gjort det, du selv kan gøre.
- Hvis man skal være helt grundig, så skal man kigge på sit hus oppefra og ned, siger Kuno Bonne fra handyman.dk.
Derfor begynder man med taget. Her vil han dog ikke anbefale, at man laver for meget selv, hvis man ikke har forstand på det.
- Men man kan godt tage et kig ud over sit tag og se, om der er en tagsten, der er flækket. Og man kan se på standen af vindskederne og inddækninger til eksempelvis skorsten. Det skal jo være tæt, siger han.
Tagskader er rigtig dyre
Byggesagkyndig Bo Halm Andersen fra EBAS, som laver energi- og bygningsrådgivning, anbefaler også, at man er meget opmærksom på sit tags tilstand.
- Tagbelægning, kviste og inddækning. Det er der, vi ser de rigtig dyre skader. For hvis der er utætheder og kommer vand ind, så er det dér, der kommer følgeskader, siger Bo Halm Andersen.
Læs også
Så er du ikke tryg ved selv at kravle op på stigen, så få hjælp af en fagmand, lyder rådet fra Kuno Bonne.rest
Tjek tagrender og nedløbsrør
Men tagrenderne er noget, de fleste godt selv kan gå i kast med.
- Tagrender skal tømmes, for det, vi gerne vil undgå, er kombinationen af vand, fugt og frost. For ligger der blade i tagrenden, så dannes der en lille sø, og når frosten kommer, så kan tagrenden ekspandere, siger han.
Nedløbsrørene skal også efterses - særligt i bunden.
- Der kan lægge sig blade, og de skal væk.
Fugt er fjenden
Derefter kan man lade sine praktiske øjne glide forbi facader og sokler.
- Man skal kigge efter små revner og åbninger. Har du eksempelvis en lille åbning i pudset mellem nogle mursten, så bør man fylde lidt mørtel ind, for her kan fugt og frost virke som en donkraft og skabe endnu større revner og sprækker. Det gælder også soklen, siger han.
De malede træoverflader på huset skal også kigges efter med lup. For her gælder det også om, at der ikke skal kunne komme fugt ind.
Læs også
Ifølge Kuno Bonne kan det være en god idé at bruge en primer - en tynd grunder, som hjælper træbeskyttelsen med at sidde bedre fast.
- Hvis du hvert år tager lidt sandpapir og en bøtte primer og træbeskyttelse med dig rundt og kigger efter afskalninger, så kan du lokalt lukke et hul hist og her, siger han og fortsætter:
- Hvis du gør det hvert år, så kommer du aldrig til at skulle lave sådan en totalentreprise på træbeskyttelse, for du har vedligeholdt det løbende. Og så kan det jo holde i 100 år, siger Kuno Bonne.
Undgå vand i kælderen
Han anbefaler, at man i sin arbejdsweekend også får rengjort trappeskakter og lyskasser.
- I bunden af en trappe og i lyskasserne ligger en lille rist, som skal kunne afvande området, og er de stoppet til med blade og grene, så har du vand i kælderen, når skybruddet kommer, siger han.
Også linjedræn, som ligger for enden af en indkørsel eller langs flisebelægningen, skal efterses.
- Man skal tage risten af og tømme for blade. Og den er ofte helt fyldt. Det kræver faktisk to vedligehold om året - et før og et efter vinteren, siger Kuno Bonne.