Tidligere PET-chef langer ud efter strafferetseksperter
Det var ikke muligt at døgn-overvåge den 28-årige somalier, der overfaldt tegneren Kurt Westergaard i Århus, mener tidligere PET-chef.
Den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen langer nu ud efter de strafferetseksperter, som vurderer, at den 28-årige somaliske mand, der overfaldt Kurt Westergaard, kunne have været dømt og udvist af Danmark længe inden, han brød i hos Mohammed-tegneren.
Eksperterne bygger deres kritik på, at PET godt vidste, at overfaldsmanden er en del af et terrorrelateret netværk, og at han har tætte forbindelser til Al-Queda. På den baggrund mener professor i strafferet Jørgen Vestergaard, at der strafferetsligt set ikke skulle være noget til hinder for at sigte, tiltale, dømme og udvise den 28-årige mand.
Men Hans Jørgen Bonnichsen er slet ikke enig i den vurdering.
- De har jo i bund og grund ikke noget som helst kendskab til PET's materiale, så det er meget præmaturt, at man går ud og reagerer på den situation, der er fremlagt i medierne, siger han til P4 Østjylland.
Hans Jørgen Bonnichsen mener ikke, at det var muligt for efterretningstjenesten at overvåge den 28-årige somalier 24 timer i døgnet, selv om han var i søgelyset.
- Jeg har svært ved at se, at PET kunne have gjort noget anderledes, end de har gjort, og vi bør stadig være bevidst om, at Kurt Westergaard stadig er i live, siger han.
Kilde: P4 Østjylland