Thomasminde: Lufthavn, nej tak
Efter Skanderborg Kommunes nej til en lufthavn, bliver blikket nu rettet mod Thomasminde nord for Aarhus
Tirsdag morgen meddelte Jørgen Gaarde (S), borgmester i Skanderborg Kommune, at kommunen ikke vil have, at en ny østjysk lufthavn skal placeres ved Flensted ved Låsby i Skanderborg Kommune, som en analyse ellers har anbefalet.
Derfor peger pilen nu mod Thomasminde.
Området har i flere omgang været i spil i forbindelse med etableringen af en ny lufthavn i Østjylland og blev også i analysen udpeget som alternativ mulighed i stedet for Flensted ved Låsby.
Se: Skanderborg vil ikke have lufthavn
Tirsdagens nyhed fra Skanderborg betyder, at lettelse nu er vendt til bekymring i Thomasminde.
- Vores synspunkt er, at det er fuldstændig uacceptabelt, at man bliver ved med at kigge på Thomasminde set i lyset af, hvad rapporten fortalte mandag om de miljøproblemer og økonomisker udfordringer og merudgifter, der er ved at lægge den ved Thomasminde. Og fra vores side i "Nej til Ny Lufthavn i Århus Nord" skal der overhovedet ikke herske tvivl om, at det her bare skal stoppes, siger John Hedegaard Lund, der er stifter af gruppen "Nej Til Ny Lufthavn i Århus Nord".
Han mener, at borgerne i Thomasminde nu har været stavnsbundet længe nok, og at snakken om Thomasminde som mulig placering af lufthavnen skal slutte.
- Vi er på ingen måde interesseret i at have en lufthavn ved Thomasminde. Folk har været stavnsbundet på det her sted siden slutningen af 90'erne, og det er ikke i orden at behandle uskyldige borgere på måde. Det skal lukkes, og det skal lukkes ned for altid, siger John Hedegaard Lund.
Du kan se hele interviewet med John Hedegaard Lund i videoen øverst på siden.