Teenage-piger dømt for vold

Tre 15-16 årige piger dømt for at have slået og taget halsgreb på 14-årig i det nordlige Randers.

En enig domsmandsret slog tirsdag hårdt ned på en voldsepisode, der fandt sted i nordbyen i Randers 18. juli i år. To teenagepiger på 15 år og en på 16 blev fundet skyldige i sammen at have slået en 14-årig pige adskillige gange med flad hånd, taget halsgreb og slået med knytnæve, skriver Randers Amtsavis.

På grund af pigernes unge alder blev dommene gjort betinget med vilkår om kommunalt tilsyn, så der bliver taget hånd om pigernes uddannelse og familieforhold, og således at de modtager støtte fra en kontaktperson.

Den ene af de 15-årige fik en mild dom uden straffastsættelse, fordi hun greb ind og stoppede halsgrebet om den 14-årige. Den anden 15-årige fik 40 dages betinget fængsel, fordi hun skulle have taget halsgreb og slået med knytnæve.

Den sidste pige, som er 16 år, fik 60 dages betinget fængsel, idet hun også blev dømt skyldig i at have fremsat trusler over for den 14-årige.