Teater: Ubalance i statsstøtten?
Provinsen får ikke nok penge, mener teaterchefer
Østjyske teatre mener, at provinsen bliver overset, og at København løber med de fleste penge, når de statslige midler bliver delt ud til scenekunsten.
Og netop den problemstilling bliver torsdag debatteret i Kulturkampen her på TV 2 | ØSTJYLLAND.
I den anledning er Per Smedegaard, direktør for Teatret Svalegangen i Aarhus, Peter Westphael, direktør for Randers Egnsteater og Michael Aastrup Jensen, der er medlem af Folketinget og kulturordfører for Venstre, med i studiet til en snak om emnet.
- Det store problem er igen, at stat og København er ved at smelte sammen. De nationale anliggender er noget, der foregår i København, mens regionale anliggender er noget, der foregår udenfor hovedstaden. Og i ethvert fornuftigt tænkende menneske vil det være sådan, at København også er en region, og at staten er staten for os alle sammen, siger Peter Westphael, direktør i Randers Egnsteater, om statens uddeling af penge til scenekunst.
Debatten om statsstøtten blussede op igen, da projektstøtteudvalget for Scenekunst for nylig meddelte, at de ikke længere vil støtte den turnéordning, som Teatret Svalegangen har stået for i de seneste 13 år.
Det aarhusianske teater har de seneste to år mistet knap to millioner kroner i støtte og mister nu yderligere 1,7 millioner kroner efter sæson 2015/16.
I videoen øverst på siden kan du se hele debatten med Per Smedegaard, Peter Westphael og Michael Aastrup Jensen om fordelingen af pengene.