Tandlægeskole stopper abeforsøg
Efter massivt politisk pres har Tandlægeskolen i Århus besluttet at stoppe forsøg med aber. Men først om halvandet år
Lederen af Tandlægeskolen i Århus siger nu til TV 2 / ØSTJYLAND, at Tandlægeskolen vil stoppe med at bruge aber som forsøgsdyr. Det er ikke etiske overvejelser, men derimod et massivt politisk pres, der får Flemming Isidor til at droppe forsøgsaberne. Han mener, at det er for kontroversielt fortsat at bruge forsøgsaber. Alligevel vil Flemming Isidor ikke stoppe forsøgene med det samme.
- Vi vil køre forsøgene til ende. Det betyder, at vi stopper med at bruge aber om halvandet år.
Brugen af aber som forsøgsdyr på Tandlægeskolen møder hård kritik hos Dyrenes Beskyttelse. Direktør for Dyrenes Beskyttelse, Ole Münster, er specielt kritisk overfor Tandlægeskolen i Århus, fordi man her holder forsøgsaber isoleret i små bure.
- Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er imod abernes natur, understreger Ole Münster. Han forklarer samtidig, at det er typisk at forskere fra det offentlige behandler forsøgsdyrene dårligt. Private virksomheder er ifølge direktøren meget længere fremme, hvad angår dyrevelfærd for forsøgsdyr.
Der er nu et EU-direktiv på vej, som skal sikre forsøgsaber bedre vilkår. Hvis direktivet bliver vedtaget, vil det træde i kraft 15. juli.