Talrige trusler mod Thorsen
Den tidligere storentreprenør betragter sig selv som jaget vildt i Århus, hvor han opholder sig på orlov.
Den bedrageridømte Kurt Thorsen bliver stadig udsat for talrige trusler. Ifølge Århus Stiftstidende føler den tidligere storentreprenør sig som jaget vildt.
Kurt Thorsen blev overfaldet - blandt andet med en kødøkse - i Sønder Omme Statsfængsel den 16. september. Her afsoner Thorsen sin seks år lange fængselsdom, der var en udløber af PFA-sagen.
Avisen skriver, at Kurt Thorsen blandt andet er blevet passet op af seks personer i to biler på gaden i Risskov. Og hver gang har det handlet om hævn og stræben efter Thorsens liv. Det handler også om telefonopringninger til Thorsens aldrende mor, samt natlige henvendelser på hendes adresse i det nordlige Århus.
Århus Politi har svært ved at bedømme den reelle risiko for Kurt Thorsen. Omvendt mener ordensmagten, at de truende personer har gjort sig stor umage for at finde frem til den adresse, hvor entreprenøren opholder sig på sin sygeorlov.
Advokat Jørgen Lange er ved at lægge sidste hånd på en ansøgning om benådning.