Tættere på fri heroin i Århus
Tyske erfaringer med fri herion til stofmisbrugere kan muligvis overføres til Århus, mener socialrådmand.
I Hamborg har de stor succes med at give heroin til misbrugere. Og det er nogle erfaringer, som socialrådmanden i Århus Laura Hay, håber at kunne overføre til Århus.
Hun og socialudvalget i Århus kommer i alt fald hjem med god og brugbar inspiration efter en studietur til Hamburg i går, skriver DR Østjylland.
- De har nogle rigtigt gode erfaringer i Hamborg. Både hvad angår livskvalitet for misbrugerne, kriminalitet, men også samfundsøkonomisk lader det til at være en rigtig god investering. Så det ville være rigtigt positivt, hvis vi kunne overføre det til Århus og det vil vi i hvert fald kigge videre på, siger Laura Hay.
En af de vigtigste ting som hun fik ud af besøget i Hamborg var svaret på et etisk dilemma:
- Det etiske dilemma, der har været rejst, altså det om man ved at anvende lægeordineret heroin er det samme, som at opgive at misbrugerne kan blive stoffri. Det viser erfaringerne fra Hamborg at det er det ikke ensbetydende med. Tvært i mod, så er der nogen der mener, at det giver lige så god muligheder for at blive behandlet og blive stoffri, fortæller Laura Hay til DR Østjylland.
Hamborg har i de seneste syv år givet lægeordineret heroin til byens misbrugere. Noget der måske snart bliver en realitet i Århus. Også i København og Odense er man på vej med fri heroin til stofmisbrugerne. Mens man i Ålborg ikke mener, det er en god idé.